Ny video: "Hvordan er opbygningen på den ideelle roman?" - sådan skrev Freja til mig, for nogle dage siden. Rigtig mange forfattere in spe (og faktisk også forfattere generelt) er optaget af, hvordan man opbygger en bog, så den fanger læseren.
Se mine tre simple tips til dette i videoen herunder:
Du kan også vælge at læse artiklen om plot og struktur herunder.
Hvordan opbygger man en bog?
Ifølge Aristoteles' poetik, skal der i en vellykket tekst være en begyndelse, en midte og en slutning. Selvom det er (meget) gammel viden, og måske ligefrem indlysende for dig, så er der alligevel et par pointer, jeg gerne vil fremhæve ved hver del, som du måske ikke selv er klar over.
Skrivetip nummer 1: Hvad skal der være i begyndelsen?
Begyndelsen af en bog skal indeholde en krog.
Det rimer og det er let at huske. Her fanger du læseren ind, og dit greb i læserens nysgerrighed skal være tilpas smertefuldt, pirrende eller kraftfuldt, at læseren nu (næsten) frivilligt følger med dig ind i handlingen.
Fiskekrogen kan være udformet som et spørgsmål.
Det er OGSÅ let at huske, fordi et spørgsmålstegn faktisk selv ligner en krog. Smart ikke? Det gode anslag er et kapitel for sig, så det vil jeg behandle i en kommende artikel. Men hvad angår spørgsmålet i begyndelsen, så skal du ikke tage det helt bogstaveligt. Snarere skal din begyndelse give anledning til flere spørgsmål end svar hos læseren selv, så vedkommende får lyst til at fortsætte i teksten for at finde svarene.
Skrivetip nummer 2: Hvad skal der være i midten?
Midterstykket af en roman er klart det fyldigste. Det er her du skal præsentere handlingen for din læser.
Det kan let blive uoverskueligt at skrive så langt et stykke (især hvis du planlægger at skrive en krimi på 500 sider), så derfor vil jeg anbefale dig at dele teksten op i mindre bidder.
Det bliver mere overskueligt at skrive handlingen, hvis du laver en kapiteloversigt.
Se også artiklen: 7 forfattertips til at skrive en roman fra scratch.
Midterstykket af dit romanplot adskiller sig fra begyndelsen ved at du her beskriver, hvad der er anderledes end hovedpersonens normalverden.
Hvad bringer hovedpersonen ud af sin vante ramme? Det skal midterstykket handle om.
Man kan tale om, at din hovedperson i overført betydning kommer ud på en oplevelsesmæssig rejse i midten af romanen. Hvordan afslutter du så din bog?
Skrivetip nummer 3: Hvordan skriver du slutningen?
I slutningen af en roman skal du sørge for at binde sløjfe på din løse tråde. Det giver en tilfredsstillelse for læseren at vide, hvad der sker med de åbne spørgsmål, som dit plot har skabt undervejs.
Se også artiklen 10 råd om at skrive en slutning.
Det betyder dog ikke, at du behøver at påhæfte en slutning på alle personers tilværelse helt frem til de dør a la 'de levede lykkeligt til deres dages ende'.
Mindre kan gøre det.
Bare du sørger for, at helten ikke bliver hængende i en uafsluttet cliffhanger (med mindre det selvfølgelig skal lede frem til næste bind i serien).
Endelig er det vigtigt, at du viser, at hovedpersonen har udviklet sig hen mod slutningen af romanen. Det giver også en god læseoplevelse, fordi vi som mennesker kan identificere os med personlig udvikling.
Søren Kierkegaard er berømt for citatet: "Livet skal leves forfra, men forstås bagfra." I forhold til at skrive en roman har vi jo den fordel, at vi kan præsentere læseren for en form for forståelse af en persons liv hen mod slutningen af en roman. Det er godt stof til slutninger.
Har du spørgsmål? Så skriv en kommentar!
Jeg vil meget gerne hjælpe, og måske bliver dit spørsmål udvalgt til en kommende ForfatterFredag. Husk også, at du kan få hjælp og støtte i ForfatterForum på Facebook, som er en lukket gruppe for forfatterspirer og forfattere. Søg om medlemsskab til ForfatterForum her. Det er gratis at være med.
Vil du udvikle dit skrivetalent?
Så skriv dig op til mit nyhedsbrev for foratterspirer og få eksklusive skrivetips og vær den første til at høre om mine kurser. Indtast navn og mail her, så er du med!
Vil du selv i gang med at skrive en bog?
Få mine 10 nemme trin til at komme i gang med at skrive!
Udfyld med navn og e-mail og få tilsendt guiden.
Du modtager samtidig mit nyhedsbrev med forfattertips og nyt om forfatterkurser. Kan afmeldes når som helst.