3 programmer til at skrive bøger i
I denne video giver jeg en introduktion til, hvilke skriveprogrammer du kan bruge som forfatter. Du kan også læse mine anbefalinger i artiklen her.
1. Scrivener - overblik og avancerede features
Scrivener er et decideret forfatterværktøj, som er udviklet særligt med forfattere for øje. Blandt programmets bedste features er kapiteloversigten med digitale post its, navnegeneratoren, søgefunktionen og mappestrukturen.
Kender du notesbogprogrammer som OneNote, vil du kunne genkende ideen med at have faneblade og undermapper samlet ét sted, hvor indholdet hurtigt kan klikkes frem, uden at man skal til at åbne nye programmer.
Når jeg ikke selv bruger Scrivener længere, er det fordi konverteringen fra Scrivener til Word gav problemer i redigeringsprocessen. Der havde sneget sig en formattering ind i teksten, som ikke umiddelbart kunne ses, men som fik ordene til at rykke sig på en uhensigtsmæssig måde. Det gav en masse ekstraarbejde for mig og min redaktør i slut- fasen af bogen.
Det skal retfærdigvis siges, at jeg har flere forfatterkolleger, som ikke har oplevet dette problem med Scrivener, så det kan være, at jeg ikke har været grundig nok, da jeg opsatte konverteringen.
2. Word - velkendt og robuste redigeringsfeatures
De fleste børn lærer at bruge Word i folkeskolen som en del af deres oplæring i at kunne skrive skoleopgaver. Derfor er det mit gæt, at de allerfleste kender Words udseende og opsætning.
Når det er sagt, er der selvfølgelig stadig forskel på, hvor mange af Words indstillinger og egenskaber du har prøvet at bruge. Word er mit foretrukne skriveprogram, fordi det er velkendt for mig, det er let at bruge de smarte redigeringsfunktioner, og jeg oplever sjældent problemer i programmet.
3. Google Docs - altid online
Det sidste skriveprogram, som jeg vil nævne, er Google Docs, som i modsætning til de to andre programmer er gratis. Det er en del af Googles pakke af gratis programmer.
De smarte ved at skrive i Google Docs er, at teksten bliver gemt i 'skyen'. Det vil sige, at teksten ikke ligger lokalt på din computer, men online. Går din computer i stykker, kan du stadig logge på en ny computer og skrive videre på din tekst, som om intet var hændt - forudsat at du husker dine loginoplysninger til Google.
En anden fordel ved Google Docs er, at du kan arbejde sammen med en anden person om dokumentet i realtid. Det vil sige, at I kan skiftes til at skrive et ord i samme historie, hvis I havde lyst. Men samarbejdsfunktionen kan selvfølgelig også bruges mere seriøst.
Bemærk: Det er altid en god ide at tage backup af din tekst - uanset hvilket program, du skriver i. Der kan ske fejl, og derfor er det en ekstra tryghed at have flere versioner af din tekst, hvis noget skulle gå ned / blive slettet eller hacket.
Hvilket skriveprogram skal du så vælge?
Valget er helt op til dig. Jeg bruger selv et brainstormingprogram til at organisere selve plottet af min historie i. Så bruger jeg udelukkende Word til at skrive selve teksten i.
Google Docs bruger jeg i min virksomhed, hvor det er dejligt at man let kan søge gamle dokumenter frem igen - uanset om man er på computeren, tablet eller mobil.
Vil du have mere af min hjælp?
Jeg giver gode råd om at skrive og markedsføre bøger i mit nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig her på siden. Læserne af mit nyhedsbrev er de første til at få at vide, når jeg åbner for tilmeldingen til ForfatterPro og SkriveRejsen, som kun åbner en gang imellem.
Se med når jeg går live
Jeg går af og til LIVE på Facebook, og du kan tilmelde dig en service, som minder dig om dette ved at klikke her. Så har du mulighed for at skrive dine spørgsmål live og få mine svar med det samme.
Hvilket program bruger du?
Skriv i kommentarfeltet, hvilket program du bruger til at skrive i. Du må også meget gerne fortælle, hvad du godt kan lide ved det program. Det kan hjælpe andre med at træffe et godt valg.
De bedste hilsener
Lene Dybdahl.
Ny online skriveworkshop
Klik på billedet herunder for at læse mere om skriveworkshoppen, som hjælper dig godt i gang med dit skriveprojekt. Det koster intet andet end din mail at deltage, men du skal være hurtig på tasterne, for der er begrænsede pladser.
Vil du selv i gang med at skrive en bog?
Få mine 10 nemme trin til at komme i gang med at skrive!
Udfyld med navn og e-mail og få tilsendt guiden.
Du modtager samtidig mit nyhedsbrev med forfattertips og nyt om forfatterkurser. Kan afmeldes når som helst.